Noget om... en tørret søhest
For nogle år siden fik jeg en lille tørret søhest foræret og med mellemrum har den siden inspireret til nye skulpturer. Kopi af naturen har for mig ikke i sig selv skulpturel værdi. Først når den direkte iagttagelse er blevet bearbejdet af, hvad jeg kalder ”den skulpturelle eftertanke”, hvor det handler om balancer, linier og volumener, kan det ende med, at der kommer en skulptur ud af det. Ved flere gange at vende tilbage til et kendt motivt – min tørrede søhest – kommer jeg også til at forholde mig friere til formen. Jeg ”digter” mere og mere, og selv om man stadig skal kunne genkende søhesten i det endelige arbejde, bliver det i en ny fortolkning.


