Badedyr

Badedyrene udgør en særlig klasse indenfor bløddyrene orden.

De er karakteriseret ved hverken at have et egentligt skelet eller et udvendigt kalkskelet , men derimod et udvendigt skelet, som virker blødt og gummiagtigt.

Badedyrene lever i de frie vandmasser på det dybe vand, hvor de føres fra sted til sted af de undersøiske havstrømme. De har ligesom goplerne kun få muligheder for ved egen kraft at bevæge sig rundt i vandet. Ved sammentrækninger og udspilinger kan de dog – ligesom goplerne – bevæge sig en smule rundt i vandet, men om egentlig svømning er der ikke tale om.

Einbeins og andre sære væsner:

Mellem Husby - hvor SkulpturGalleriet har adresse - og Vesterhavet, ligger 4 km klitter og klitplantage. Her lever en række sære skabninger, som man ikke finder andre steder.

Særligt ser man en del af de fugleagtige Einbeins hoppe rundt på sandjordene. Nogle af den kan minde lidt om almindeligt kendte to-benede fugle, mens det kan være svært at se deres lighed med løbehønsene, som de menes at være udviklede fra.

Zoologer sammenligner ofte Husby med Galapagos: Et isoleret område, hvor dyrene udvikler sig forskelligt fra dyrene i resten af verden, og derfor kun findes dér.

Havpegasusser

  Renæssancen er også tiden for mange af de store opdagelsesrejser, hvis formål var at finde nye handelsveje og evt. bemægtige sig herredømmet over nye områder.

   Fra dansk side udsendte Christian 4. i 1619 en ekspedition for at finde Nordvestpassagen, ‑ den hurtige vej til Indien. Ekspeditionens leder var Jens Munk, og det er fra ham, vi har de første iagttagelser af havpegasusser. Han skriver i sin dagbog d. 9.11.1619 på vej mod Hudson Bay:

"Vi så for første gang i dag en flok på ca. 10 stykker af de sagnomspundne Hav‑pegasusser lege i luften omkring skibet. Den største målte vel 3 alen i højden og havde et vingefang på ca. 10 fod. Den mindste var vel kun én alen høj. Et betagende syn."

Månesyge blandt søheste:

Det er vist ikke almindelig kendt, at søheste, - når månen er ved at blive fuld, - rammes af månesyge.

Dette viser sig ved, at søhestens snabelspids vokser og bliver mere trompet­formet, så, når fuldmånen står lysende på nattehimlen, stiger søhestene i store flokke op til havets overflade, hvorfra de trompeterer op mod månen. En helt unik lydoplevelse.

Det fortælles at i de områder, hvor der lever havfruer, kommer disse ind imellem og synger kor til søhestenes musik. Den samlede lyd betegnes af kendere som meget lig Sirenernes sang.

Søhestenes nære slægtninge, Hav-pegasus’er og Atlant-drager, er også kendte for at udvikle månesyge.

Støbeteknikker i bronze

 Jeg benytter mig af to meget forskellige teknikker, når jeg skal arbejde i bronze. Som billedhugger har man stort set 3 forskellige teknikker at vælge imellem.

1. Man kan modellere sin skulptur. Dvs. at man bygger skulpturen op indefra og ud ved at lægge klump på klump til skulpturen står, som man vil have den.

2. Man kan udhugge sin skulptur. Dvs. at skulpturen opstår ved, at man arbejder udefra og ind. Fra en større masse mod en mindre. Det er typisk det man gør i når man arbejde med stenskulpturer.

3. Man kan skabe sin skulptur ved at sammensætte flere præfabrikerede elementer.  

 Cire-perdue (voks-væk-metoden) bestar i at man først modellerer sin skulptur i ler, voks, gips eller andet materiale. Derefter laves en ægte form i gips eller silikone. En ægte form er en form der kan skilles ad og genbruges.

Derefter fyldes formen med flydende voks, som efter kort tid hældes ud igen. Tllbage er en vokskappe på 3- 4 mm tykkelse, som er en præsis kopi af den oprindelige skulptur. På voksen sættes nu indløb i voks, som den flydende bronze senere skal løbe ind ad, og udluftningskanaler der gør det muligt for luften at komme væk, nar den flydende bronze hældes i.

Hele arrangementet med voks-skulptur og kanaler indstobes i en gipsmasse, der senere udgl0des, d.v.s. at den opvarmes over 600° C, da der i gips er noget kemisk bundet vand, der først frigøres ved ca. 600°c

Dette er en proces, der tager flere dage. Efter udglødningen udstøbes bronzen ved ca. 1200° C, og efter afkøling hugges gipsmassen væk, kanaler saves af og skulpturen retoucheres og patineres evt.Ved cire-perdue-metoden kan man tage flere kopier af sit arbejde, og det accepteres bredt at tage op til 7 kopier + 1 som særligt kunstnereksemplar samt 1 eller 2 kopier til museer. Eksemplarerne skal naturligvis nummereres.

Sandstøbningsteknikken, der kort fortalt består i at skabe et hulrum i sand i stedet for i gips. Det giver, alt efter hvilket sand der benyttes, en mere eller mindre grov overflade på den færdigstøbte bronze.

 Hulrummet kan skabes på flere måder. Den teknik, jeg benytter, består meget forenklet i at skære skulpturen i skum, som derefter fikseres i støbesand.

Skummet, ekspanderet polystyren, er meget let brandbart og forsvinder stort set fuldstændig ved opvarmning, så når den godt 1200 C varme bronze hældes i formen, forsvinder den originale skumskulptur. Ved denne metode, hvor modellen forgår under processen, kan der naturligvis kun laves 1 eksemplar.

Det er en enklere teknik, der ikke indvolverer så mange processer mellem skulpturens egentlige skabelse i skummet og det endelige arbejde støbt i bronze. Til gengæld er den heller ikke helt så præcis som cire-perdue-støbningen, hvor man optimalt kan se billeshuggerens fingeraftryk i den færdige støbning.

Fordelen bestar for mig i, at jeg kan arbejde friere med formen, når jeg arbejder i skum, end når jer modellerer. Rent teknisk arbejder jeg ogsa på samme måde, som da jeg arbejdede i granit - nemlig udefra og ind, og det er ret væsentligt.  eg forsøger i det endelige arbejde at bibeholde, hvad man kan kalde skitsens friskhed.

Den friskhed, der kan være over en skitse, ses nogle gange at forsvinde i det endelige, gennemarbejdede arbejde, og det er det, jeg forsøger at undgå ved at lade umiddelbare indtryk blive stående, og lade materialets egen vilje være til stede ved siden af min egen.

100 ord om at arbejde i sten

Jeg arbejder på to forskellige måder. Jeg kan enten bruge en eksisterende form i en sten og udfra den digte videre, sådan at stenens egen form sammen med min fantasi udvikles til et eller andet, der for det meste er figurativt. Der bliver ikke lavet skitser, men kun streger direkte på stenen, inden jeg begynder at hugge. Når jeg har "digtet" færdig er skulpturen også færdig.

På den anden måde er grundlaget en skitse eller model- for det meste i ler eller gips. Når jeg har den færdige model, skal den "bare" overføres til granit i et eller andel størrelsesforhold.

En tørret søhest

For nogle år siden fik jeg en lille tørret søhest og med mellemrum har den siden inspireret til nye skulpturer. Kopi af naturen har for mig ikke i sig selv skulpturel værdi. Først når den direkte iagttagelse er blevet bearbejdet af, hvad jeg kalder ”den skulpturelle eftertanke”, hvor det handler om balancer, linier og volumener, kan det ende med, at der kommer en skulptur ud af det. Ved flere gange at vende tilbage til et kendt motivt – min tørrede søhest – kommer jeg også til at forholde mig friere til formen. Jeg ”digter” mere og mere, og selv om man stadig skal kunne genkende søhesten i det endelige arbejde, bliver det i en ny fortolkning.

Noget om min teknik

Den teknik, jeg benytter, består meget forenklet i at skære skulpturen i skum, som derefter fikseres i støbesand. Skummet er meget let brandbart og forsvinder stort set fuldstændig ved opvarmning, så når den godt 1200 C varme bronze hældes i formen, forsvinder den originale skumskulptur, og i stedet har jeg en bronzeskulptur.

 Ved denne metode, hvor modellen forgår under processen, kan der naturligvis kun laves ét eksemplar. Fordelen består for mig i, at jeg kan arbejde friere med formen, når jeg arbejder i skum, end hvis jeg modellerede.

 Rent teknisk arbejder jeg også på samme måde, som da jeg arbejdede i granit - nemlig ved at hugge eller skære mig ind til skulpturen.  Jeg forsøger i det endelige arbejde at bibeholde, hvad man kan kalde skitsens friskhed.

Den friskhed, der kan være over en skitse, ses nogle gange at forsvinde i det endelige, (alt for) gennemarbejdede arbejde, og det er det, jeg forsøger at undgå, ved at lade umiddelbare indtryk blive stående og lade materialets egenart og vilje være til stede ved siden af min egen ide og intention.